Om Mig

Hej – og velkommen!

Mit navn er Nikolaj, jeg er 27 år, og jeg er lidt af en rejsenørd.

Hvor de fleste ser planlægningen som det kedelige, er det faktisk min yndlingsdel. Jeg elsker at dykke ned i destinationer, finde de bedste fly, sammenligne hoteller og sammensætte en rejse, hvor det hele går op i en højere enhed.

Det hele begyndte med mine egne rejser. Jeg brugte utallige timer på at researche alt fra transport og overnatning til restauranter og oplevelser. Undervejs opdagede jeg hurtigt, at mange rejsebøger og travel guides anbefaler de samme steder igen og igen.

Derfor begyndte jeg at lede et andet sted.

Jeg bruger meget tid på at læse anbefalinger fra erfarne rejsende på blandt andet Reddit, lokale blogs, rejsefora og andre nichekilder. Det giver ofte et langt mere nuanceret billede af destinationen og hjælper med at finde de steder, som mange turister ellers overser.

Japan er det land, jeg har størst erfaring med, og som jeg kender bedst. Men min måde at planlægge rejser på kan bruges overalt. Uanset om du drømmer om storbyferie i Europa, roadtrip i USA eller eventyr i Sydamerika, går jeg grundigt til værks og sammensætter en rejse ud fra dine ønsker, dit budget og dine interesser.